Kim Wraae Knudsen

21/11/2009
By Nikolai Nalu
  

kim-thumbnailKim Wraae Knudsen, en af Danmarks absolut top atleter. Forsvarende europamester, og OL sølvvinder i kajak ved OL i Beijing 2008. Mød en mand, der ved hvad det vil sige at træne hårdt dag ud og dag ind, stort set uden nogen form for økonomisk kompensering – dyb respekt!!

httpv://www.youtube.com/watch?v=PQviFjBT7dg

Se interview, klik her (klik igen for at lukke)»


Hvad er det præcis du laver / dyrker?

Jeg ror kajak (sprint – dvs. 200 m, 500 m. og 1.000 m.)

Hvad er status med din karriere, hvad sker der lige nu?

Jeg har netop vundet EM i toerkajak (K2) over 1.000 m. På baggrund af dette tager jeg til OL d. 4. aug. for at ro K2 på 500 m. og 1.000 m. Det bliver nok det sidste internationale løb jeg ror.

Hvor meget tid bruger du på din sport?

Jeg træner 2 til 3 gange om dagen, hvilket svarer til 20 timer om ugen. Derudover er der en del træningslejre. I år har jeg været på trænings lejr i ca. 9 uger.

Laver du andre ting for at komme i form? Eller foregår alle timerne i kajakken?

En lille del af “motionen” foregår også med at løfte vægte – det er man nødt til…

Du har en kæreste, en søn på 4 år og et barn mere på vej – hvordan får du det hele til at hænge sammen? …for der er jo ikke så mange penge i kajaksporten vel?

Det hænger sammen fordi jeg har verdens dejligste og sødeste kæreste, der giver mig lov til at ro. Fordi jeg selv er fleksibel og nogle gange træner klokken elleve om aftenen, og fordi Københavns universitet (hvor jeg læser økonomi) har været flinke og givet mig dispensation, så jeg ikke har skullet læse fuldt pensum. Desuden har både landstræneren og min toer-makker accepteret at jeg ofte træner på “skæve” tidspunkter for at få det til passe med familien. Økonomisk hænger det slet ikke sammen – jeg er nødt til at låne penge for at kunne ro, og det er også en af årsagerne til at jeg lægger kajakken på hylden efter OL.

Når du har et trænings pas hvor du kan mærke at du ikke gider – hvad tænker du så for at tage dig sammen alligevel?

Hvis jeg ikke gider træne, tager jeg direkte ned på Bryggen og nyder solen med en Faxe Kondi og en laksesandwich – nej, jeg tænker ikke noget specielt. Det skal jo gøres uanset om man vil eller ej. Kajaksporten er for mig ikke bare længere en hobby, det kan vel sammenlignes med et arbejde, hvor belønningen er sejrer, enten i form af medaljer eller andre mål man har sat sig. Men selvfølgelig har jeg da en dag ind imellem hvor der ryger et trænings pas.

Hvad føler du at er gået glip af i livet, for at opnå dine resultater? Der er jo altid omkostninger ved at vælge én ting frem for en anden, og omkostningerne har i mit tilfælde betalt for alle de gode oplevelser jeg har haft i forbindelse med roningen, men… Jeg har siden 1994 kun været på én sommerferie – selvfølgelig har jeg været nogle fede steder på træningslejr som Florida, Sevilla, Californien, Goldcoast (Australien) m.fl., men det er ikke helt det samme som at være på ferie. Derudover skal jeg først nu til at begynde min uddannelse rigtigt – det havde været rart hvis jeg havde været færdig med det. Omvendt har jeg jo hele tiden kunne vælge roningen fra, hvis jeg syntes, at det havde for store omkostninger, men det har åbenbart ikke været tilfældet. Det har dog i nogle perioder taget hårdt på familien, efter min kæreste og jeg fik barn for fire år siden. Det er svært at være væk fra hinanden så meget, særligt når man har børn, og det er også helt klart en af grundene til at jeg stopper på eliteniveau.

Har det været svært at være “almindelig” ung i gymnasietiden o.s.v. når du skulle træne hele tiden? Er du nogensinde blevet mødt med fordomme o.lign.?

Jeg synes ikke at det var så svært i gymnasiet. Jeg gik på Falkonergårdens Gymnasium, som er et Team Danmark gymnasium, hvor man bruger 4 år i stedet for de normale 3 år, og hvor derfor var mange andre elever af min slags

Synes du at danske sportsfolk får den rette opbakning af medier, Team Danmark, staten, sponsorer etc.? Personligt kunne jeg godt have tænkt mig noget større opbakning, især økonomisk. Det er lidt svært at hamle op med andre roere, som har en indtægt fra 40.000 kr. om måneden og som samtidigt træner i 25 til 30 grader varme det meste af året. Fjern et nul fra deres månedsløn, så har du min, og træk så 20 grader fra temperaturen i minimum fire måneder i Danmark… Jeg ved godt at jeg bitch’er lidt. Jeg forstår egentlig godt, at der ikke er flere penge i kajakroning i Danmark. Hvis medierne ikke sender noget, bliver evt. sponsorer ikke profileret, men omvendt er der ingen idé i at sende kajakroning, hvis folk ikke gider se det. Det kunne godt gøres spændende at se på, men som det er lige nu, er det kun spændende hvis du kender nogen der ror eller selv ror.

Hvad er dine største oplevelser med sporten? (Udover dengang du boede på hotelværelse med Nik Nalu selvfølgelig). Første gang jeg roede VM i K2 over 1.000 m. (2001) blev vi nummer fem. Året efter blev vi nummer to på samme distance til det største World Cup (i Duisburg, Tyskland), hvor hele verdenseliten bortset fra Ungarn var der. Senere i 2002 gentog vi “succesen” fra 2001 til VM, men vi havde nok håbet på lidt mere end en femte plads, så det var en skuffelse. I 2004 vandt jeg DM i K1 (enerkajak) på både 500 m. og 1.000 m. Jeg havde vundet DM før, men det år roede jeg 3 min og 26 sek. på 1.000 m. hvilket var ny banerekord – og der har ellers været mange super gode roere som bl.a. Knut Holman (dobbelt olympisk vinder fra 2000 i Sydney) og Danmarks egen Thor Nielsen, som nu er Landstræner. Så er der selvfølgelig mit og Renés Europamesterskab i K2 over 1.000 m. fra i år, som var helt fabelagtigt – det er for fedt at stå øverst på skamlen, se Dannebrog gå til tops og høre “Der er et yndigt land”.

Føler du at dit liv som elite idrætsudøver har give dig noget som vil gi’ dig en fordel i dit fremtidige liv – erhvervsmæssigt / personligt?

Jeg bilder mig ind, at jeg vil kunne fokusere og fighte i erhvervslivet og i skolen på samme måde som jeg har gjort i kajakken, men det må fremtiden vise…

Hvem er din inspiration – dine helte?

Jeg har ikke nogen helte som sådan. Jeg tror generelt jeg bliver inspireret af folk der vinder.

Hvad beskæftiger du dig med ud over at ro kajak? Har du andre jobs?

Lige nu ror jeg kun – og så læser jeg lidt ved siden af… and that’s it

Hvor kommer du fra?

Amager (er nummer 1 – og R.B.C. er stadig for vildeJ)

Hvor gammel er du?

30

Hvad ville du lave hvis du ikke skulle være professionel sportsmand? - er der andre ting du drømmer om?

Jeg har altid gerne ville rejse meget – bare tage bilen og køre ud i verden. Jeg har også altid gerne ville være ski bums – men det er der jo også lidt sportsmand over.

Hvis du skulle tage din i pod på lige nu, hvad ville du så lytte til?

Jeg sidder faktisk med min ipod på nu og lytter til Kate Ryan og IAM (Fransk hip-hop som jeg egentlig ikke forstår noget af, men det lyder super fedt). Næste nummer er Summertime, med Will Smith og Jazzy Jeff ( DJ Jazzy Jeff and the Fresh Prince)

Hvad er det sidste musik du har anskaffet dig?

Det var The Game, hans nye album LAX og Ice Cube’s nye album “Raw Footage”.

Hvad er det næste musik du vil lurer på at skaffe?

Jeg håber snart at der kommer noget fra nogle af sværvægterne inden for hip hop. Der har længe været tale om DRÉ ville lave Detox. Ellers Eminem, Ja Rule, 50 Cent, Young Buck… Jeg synes det ved at være et stykke tid siden, at der har været noget rigtigt godt.

Hvad er 3 “must have” albums i din musikverden?

All Eyez On Me (Tupac Shakur) fordi han var udviklende inden for sin genre, fordi han havde/har noget at sige og ikke kun snakker om pik og patter. Og 12 år efter hans død er hans navn stadig på rigtig manges læber. Escapology (Robbie Williams) ikke fordi netop dette album er meget bedre end nogle af hans andre, men fordi Robbie Williams tager pis på sig selv og alle andre, og samtidig laver fantastisk musik. Mit sidste bud på et “must have” album er Limp Bizkit’s, Chocolate Starfish and the Hotdog Flavored Water. Hvis man er til den type musik, har man et album hvor samtlige sange får det stiveste og mest ubevægelige væsen til at rocke.

Hvad er dit favorit tøjmærke?

Tøj skal bare se godt ud, så er det sgu lige meget hvilket mærke det er – næsten.

Hvem er den cooleste dansker i live (udover Lars Ulrich selvfølgelig)?

Der er helt sikkert mange fede Danskere, Hr. Møller har f.eks. gjort det meget godt, og her på det “seneste” har Mads Mikkelsen også gjort sig positivt bemærket. Inden for den danske musikverden synes jeg at L.O.C. har gjort det helt fantastisk, specielt med hans seneste album. Af sportsfolk kan nævnes Michael Laudrup.

Hvad nummer bliver I til OL? Når nogen spørger mig, svarer jeg normalt top 5 – inderst inde bliver jeg nok lidt ærgerlig hvis ikke vi går i top 3, for vi har virkelig kørt godt i år og roet mange gode tider til træning. Men det er først når jeg tænker på førstepladsen, at jeg får sommerfugle i maven…

NEDENSTÅENDE SPØRGSMÅL ER STILLET EFTERHJEMKOMST FRA OL 2008

Var oplevelsen af at være til OL hvad du forventede?

Nej. Det var faktisk lidt kedeligt og jeg tror at det hang sammen med at vi var nogle af de sidste der var i kamp, så vi havde ikke mulighed for at rende rundt og lege turister ligesom de folk der var på i starten af OL. Vi var ude på stadion fra kl. 09.-17 hver dag. Vi lavede ikke andet end at træne og sove indtil stævnet startede Jeg var meget bevidst om IKKE at blive alt for fascineret af hele setuppet – for ikke at miste mit fokus. På mange måder var det bare endnu et stævne.

Er du stadig skuffet over resultatet?

Ja, men jeg ved jo godt at det var en flot præstation – tror bare at det hænger sammen med at det var min sidste sæson – min sidste chance, så jeg ville gerne ha’ det til at være perfekt. Men tyskerne var bedre – vi roede et perfekt løb, men det var bare ikke nok til at snuppe guldet.

Var der en speciel oplevelse ved OL der var cool? Mødte du nogen spændende stjerner?

Naaaj ikke rigtigt. Vi så Coby Briant og nogle af de amerikanske basket stjerner, men de var super arrogante og gad ikke rigtigt at få taget billeder osv. De opførte sig lidt ligesom en pige med kæmpe bryste i en mega nedringet bluse, som så bliver sur over at man kigger.

Powered by Hackadelic Sliding Notes 1.6.5

Smid en kommentar --Hvad synes du om artiklen?

Klik på “Connect”-knappen og få bl.a. mulighed for at kommentere artikler, poste links til din Facebook-væg samt opdatere din status — direkte fra The Rock And Roll's artikler

Søg

Månedens populæreste

This site is protected by WP-CopyRightPro