Lars Hjortshøj: Star Session

Velkommen, Lars Hjortshøj. Jeg sidder på Tv2-radio, hvor du har inviteret mig ud. Tak for det.

Velbekomme.

Det er dejligt, du gider snakke med mig.

Nå, jamen vi har brug for alle, der har lyst til at komme forbi.

Ha ha. Det siger rygterne. Det var dig, der sagde det. Du sidder på ‘Alletiders Morgen’ lige i øjeblikket, som kører fra klokken?

Kvart i seks… ti minutter i seks til kvart over ni.

Ok, så det er derfor, du ser lidt halv…

Ja, træt ud. Hvis jeg begynder at tale usammenhængende, så ved du hvorfor.

Hvordan går det med det?

Jeg synes, vi er kommet rigtig godt fra start, og jeg vil sige, at det er sgu’ især… at det er et super godt hold. Der er virkelig nogle… Det er lykkedes med det her, at sammensætte nogle rigtig gode mennesker. Ikke fordi der nødvendigvis kommer et godt radioprogram ud af det, men det er helt afgørende.

Det er især afgørende fordi, vi arbejder på et tidspunkt på døgnet, hvor der ikke rigtig er andre, der er i gang. Altså, vi står op klokken fire om morgenen, og er i gang fra klokken fem – ti minutter i fem ik, så det er vigtigt, de mennesker man står op og deler… det er sådan et helt hemmeligt tidspunkt af døgnet, og vi lever… det bliver sådan lidt, man lever sådan sit eget lille… det er vigtigt, de mennesker jeg står op med om morgenen i hvert tilfælde sådan de helt nære kolleger, at…

Det er nogle, du er cool med…

At det er enormt fede mennesker, fordi så fedt er det ikke at stå op om natten.

Ha ha, nej!

Så man gør det, skal det være nogle gode mennesker.

Det skal være federe end den gang, man skulle op med morgenaviser.

Ja! Og der må jeg sige med det her ‘Alletiders Morgen’, der er det virkelig lykkedes – både sådan foran og bagved, med et super godt hold med meget forskellige tilgange og kompetencer. Den der forskellighed har været meget vigtig i den måde, jeg sammensatte holdet på.

Er det dig, der har sammensat holdet?

Ja, for jeg vil ikke have to, der kan det samme. Det er meget vigtigt.

[...]

Hvorfor tog du beslutningen om at tage på efterskole?

Det hænger sammen med sådan en grundfølelse om at være utilpasset, som jeg stadigvæk har, og jeg tror på et tidspunkt… øh… jeg var jo, jeg vil ikke sige… jeg følte mig utilpas i det her parcelhus-Danmark, jeg var vokset op i. Det var det eneste, jeg kendte – kan man sige.

Du passede ikke ind?

Nej, jeg synes sgu ikke rigtigt. Der måtte være et eller andet andet. Det er selvfølgelig et brud med det, for jeg har altid været enormt glad for at gå i skole. Den gang var det, at alle dem, der er skoletrætte, de kommer på efterskole, men det var der ikke tale om.

Jeg har altid været enormt glad for at gå i skole og vildt god til det, så det var der ikke tale om. Men her mødte jeg altså… øh… sådan en helt anderledes rummelighed, og noget af det, det er sådan noget grundtvigianske grundholdninger og sådan noget med den frie skole. Det har gennemsyret noget af det.

Og så blive mødt af nogle helt vildt velkvalificerede lærere, som havde et ekstremt skarp blik for, hvad det var man kunne og især… eller måske ikke kun, men havde et kolossalt fokus på det, vi var gode til, og ikke brugte så mange kræfter på det man ikke kan.

Det er meget sjovt, fordi jeg lavede Martin Thorborg for ikke så lang tid siden, og han snakkede netop om den ting med, at i skolerne i dag, der måler man stærke og svage sider, og så bruger man energien på at forbedre de svage. Og det er han jo 100 procent uenig i.

Ja, det er jeg også.

Så det er der ikke noget…

Jeg kan sige, jeg har ladet det her gennemsyre min måde at opdrage vores børn på.

Ok.

Eller, det er en vigtig værdi. Jeg kan huske, at – nu skal jeg nok lade være med at underholde med alt muligt hjemmefra. Det er interessant Thorborg siger det, for i børnehaven får vi at vide… jeg har en datter.

Hun er i dag ti år, men da hun gik i børnehave – hun har altid været ekstremt sprogligt udviklet. Hun talte, da hun var et år – altså hun har været sprogligt enormt udviklet. Og så begyndte hun at få sådan og vise interesse for bogstaver, da hun var ganske lille, mens hun har gået i børnehave. Hun kunne godt sidde og tegne efter avisen. Altså tegne bogstaver.

Hold da…

Altså, uden at vide hvad det var…

Hun efterlignede bare.

Ja, efterlignede ik’. Og så kan jeg huske, at der var sådan nogle møder, hvor nu kommer talepædagogen ud, og vi skal ligesom fange de her børn som sprogligt ikke er så dygtige, man skal nå og fange dem, inden de når at komme i skolen. Det er jo meget besværligt.

Ja ja, absolut.

Øh, og de er meget dygtige til det. Og sprogtester dem jo fandeme i hoved og røv. Og så spørger jeg så hende her, der er ude og holde foredrag. Så siger jeg: ‘Hvis man nu er helt ovre i den anden boldgade, hvis man nu har en, der viser sig at være meget sproglig. Hvad kan jeg gøre derhjemme for at blive ved med at stimulere hende i den retning?’

D’oh… det havde hun ikke lige noget bud på, fordi det de er trænede til, det er det modsatte. Det er den måde, hvorpå vi fokuserer på de svage.

Ja, vi skal udjævne…

Ja, så jeg prøver på – i hvert tilfælde i forhold til mine egne børn – hvis de viser interesse for et eller andet eller en særlig lyst eller evne for et eller andet, så prøver jeg virkelig at stimulere dem i den retning.

[...]

Af alt det du har lavet, hvad har… der har jo både været det, der har været sjovest, og så er der noget, som du kan have været mest stolt af. Er der forskel på de to ting?

Det der er sjovest, det er jo sådan noget subjektivt.

Hvad du selv har syntes, har været…

Jamen, så har der været… jeg synes forskellige ting til forskellige tider, fordi det er også klart, at under Mandrillen, der får vi jo også smag for at spille roller. Det er så det, der fører til Langt Fra Las Vegas.

Der var det nye så… jeg kunne godt finde ud af at tage en sjov hat på og gå ind og lave en sketch i to minutter og ud igen, og så tage en anden paryk på, og så gå ind og lave en sketch i to minutter, men i Langt Fra Las Vegas, der er det første gang, jeg har en rigtig rolle.

Det var ellers, det du sagde på efterskolen, at det med at spille en rolle, det var ikke lige det.

Det kunne jeg sgu’ ik. Det har jeg virkelig fået smag for. For et er at gå ind og løse en sketch i to minutter. Det er svært at være. Her havde jeg bare tænkt: ‘Ok, nu…’ Det var bare en helt ny udfordring.

Var du selv med til at skabe Robert?

Ja, det var jeg, og han ændrede sig jo også fra sæson et til sæson to.

Ja, det gør de næsten alle sammen, gør de ikke?

Ja, der var mange ting, der ikke fungerede…

Specielt Frank – Kenny Nickelman…

Det fungerede overhovedet ikke første sæson. Det var dummier for åben skærm, der blev smidt ud. Men det hjalp på Roberts karakter, at han fik noget mere kant fra, at han bare var totalt idiot til, at der blev nogle meget usympatiske træk. Sådan noget med at samle ind til børn i Afrika og beholde pengene selv og så videre. Slå på piger…

Der var også noget med kildevand med…

Ja, han var bare ulækker. Det gav ham sådan noget kant.

Det var også de tre ud af jer fire…

Ja.

Var det jer drt skrev og lavede…

Nej, det er Casper og Frank, der har skrevet det hele med ganske – ganske få undtagelser. Jeg lavede faktisk noget radio on the side også, men det er Casper og Frank, der har skabt serien og skrevet afsnittene med få undtagelser, hvor der har været gæsteskribenter.

Ja, Lasse har også skrevet…

Lasse har skrevet et afsnit, Thomas Hartmann, Jacob Tingleff har skrevet et afsnit [...] Bagefter er jeg da stolt af, at folk siger, at det er den første velfungerende danske sitcom, fordi der havde jo været nogle forsøg på det ik.

Så det er ikke bare standup-scenen, du har bidraget til, det er også Tv og sitcom…

Ja, fordi det der sitcom gør så, at der var nogen, der lavede film, der fik øje på det jeg lavede, så der kom så nogle spillefilm sideløbende med og efter det.

Hvis vi lige tager en hurtig privat omgang, hvad så lars kører du rundt i Porsche og går i byen hver weekend? Hvad for en privatperson er du?

Jeg ved ikke… jeg tror ikke rigtigt, der er nogen, der ser mig til nogle præmierer. Jeg er enormt glad for alt den opmærksomhed, jeg får når det sådan er mest på mit arbejde.

Ja.

Og jeg elsker at være på, og der følger naturligt en opmærksomhed med det. Jeg snakker med enormt mange mennesker i løbet af dagen, Jeg elsker at snakke. Det er jo spændende det her…

Jamen, det er jo godt…

Jamen, det synes jeg… det er sgu’ meget fedt.

Det er godt.

Men jeg har også behov for det diametralt modsatte.

Ja, altså du snakker med mange fremmede mennesker.

Ja, det gør jeg på sådan en dag.

[...]

Hvis vi ser ude i verdensstjernerne, er der så nogle af de helte, som du er vokset op med der…

Dalai Lama! Lidt fesen fyr…

Richard Pryor, eller bare sådan i det hele taget… [...]

Robert de Niro!

[...]

Hvad skal der ske nu?

Nu skal jeg have en lur. Tre kvarter, så er jeg klar igen.

[...]

Hører du musik?

Nej, det er det værste ved at lave radio. Jeg har gennem hele mit liv været enormt begejstret for musik, men når jeg laver radio… jeg får simpelthen så meget lyd ind i ørerne. Så når jeg laver radio er jeg nødt til at have sådan en faglig indgang til det, jeg hører: Det her er et godt nummer. Er det her et nummer, vi kan spille?

Jeg er nødt til at forholde mig til det i stedet for at bare nyde det. Så når jeg har ferie, så går der en uges tid, hvor jeg ikke kan tåle lyd, og så begynder jeg at høre, det som jeg selv bestemmer. Men der er slukket i bilen for eksempel…

Nå der er bare ro

Ja, det er der. Jeg sidder med mufferne på mange timer om dagen – jeg får så massiv lyd i ørerne, så kan jeg ikke rigtig tåle det.

Læs UDDRAG af interviewet her – eller hør hele interviewet i afspilleren ovenfor, Enjoy!!