Sven Ole Thorsen: Star Session

Nikolai Nalu: “Sven-Ole Thorsen er verdens flinkeste mand”. Mød en varm, kærlig og omsorgsfuld mand, med en spændende historie fra Nordvest til Holyywood. Sven-Ole har udgivet selvbiografien “Stærk Mand i Hollywood” som har 3 citater på bagsiden, hvilke vi har taget udgangspunkt i til fotoserien. 1) Sharon Stone: “Sven-Ole er den danske Dalai Lama” – 2) Grace Jones: “Sven-Ole er verdens bedste elsker” – 3) Arnold Schwarzenegger: “Sven-Ole er verdens farligste mand”. Se med nedenfor og læs det personlige interview, med en Danmarks største profiler i Hollywoods filmverden.

Foto: Gudmund Thai Make Up: Diana Boskjold Styling: Nikolai Nalu Karate gi fra: Nippon Sport Location: Rudolf Tegners Museum “Ninja”: David Gustafsen

Læs uddrag af det store interview med Sven-Ole nedenfor:

Velkommen til Sven- Ole Thorsen. Vi sidder hos The Rock And Roll Magazine og hygger. Tak fordi du ville tale med mig, Sven.

Du er velkommen. Det er en fornøjelse.

Fedt mand. Og tak for i går. Det var jo rigtig hyggeligt.

Ja, det var sjovt. I arbejder jo hurtigt. Jeg hørte jeres program, og I sagde tre timer, så sagde jeg ‘Ok’, men det var tre timer. Det er imponerende.

Nogen tror jo, at tre timer er meget for at tage nogle billeder…

Nej, jeg ved det selv. Nu har jeg jo arbejdet sammen med kanoner, en som Grace Jones. Det er noget med fem-seks timers makeup og to-tre timers lys. Der går jo en hel dag. Og først næste dag kan man faktisk filme eller fotografere. Da I sagde tre timer, og I havde tre idéer, så tænkte jeg: Nå, ja. Ok, lad os nu se. Men det gjorde I, og det var imponerende!

Thai havde sved på panden. Jeg har faktisk to af billederne, som du kan se.

Meget gerne.

Men Sven, lad mig starte med at spørge. Hvorfor er du i Danmark nu? Du bor jo i San Monica…

Ja, der flyttede jeg over i 1985. Jeg havde jo 40-års fødselsdag i 1984 på Daddys Dancehall.

Er det rigtigt? Ha ha…

Ja, hvor Carlsberg var sponsor med natten er sort som guld, og mig og Annika optrådte med vores ‘Annika-show. Jeg var stærkmand. Jeg bøjede søm, og rev telefonbøger over, og hun sang med sin slange og dansede, og vi havde to bodybuildere, der poserede. Så sang vi sammen, Kenny Rogers sange – ‘Islands in the stream’.

Ok

Så om natten der, så sagde jeg til Annika: Ved du hvad? Nu har vi lavet så mange ting i Danmark, og det regner stadigvæk og skatten er høj. Hvad med at vi tog et sted hen, hvor solen skinnede, så vi røg til Los Angeles, og der har jeg så været i 22 år.

Var du gift med Annika den gang?

Ja, og i de 22 år har jeg været så heldig at have været med i omkring 100 spille- og Tv-film, hvor nogle af rollerne har været at falde ned af et træ og sige ‘av’, mens andre har der været lidt mere kød på. Hvis man går gennem min filmografi, så er det over 100 produktioner, jeg har været involveret i.

Hold da kæft. Havde du en klar plan for hvad du ville, da du tog derover?

Nej, altså det var på grund af at vi havde haft så travlt i Danmark. Jeg startede jo tre sportsforbund i Danmark: Dansk Styrkeløft Forbund, Dansk Karate Forbund og Dansk Bodybuilding Forbund.

Det var forbund, der ikke fandtes før?

Ja, og så var jeg også ved at starte et skandinavisk bodybuilding forbund, så jeg brugte et udtryk i Danmark fra jeg var omkring 20 år, til jeg var 40: “Der er jo nok at se til”. Så var jeg jo også selv involveret i de tre sportsgrene og blev Danmarksmester i to af dem.

Hvilke var det?

Styrkeløft og karate. Der blev jeg Danmarksmester tre gange i hver [...] Karate startede jeg med som 30-årig, og da jeg rejste fra Danmark, satte jeg verdensrekord som 40-årig i styrkeløft i benchpress, hvor jeg benchpressede 240,5 kg. Det er det største, der var løftet af en mand over 40 år nogensinde.

Altså i Danmark?

I verden. Det er en verdensrekord. Den holdt i fem-seks år. Som 40-årig kom jeg faktisk til Amerika som verdensmester i styrkeløft.

Er du så færdig. Styrkeløft er det kun bænkpres, eller er der andre ting?

Det er benchpress, squat og deadlift, ik. Og det var i benchpress, jeg satte verdensrekord.

[...]

Hvordan udviklede det sig så med de andre sportsgrene?

Jamen, så åbnede jeg jo i begyndelsen af 70′erne mit eget sted, der hed “Sporting Health Club”, som stadig eksisterer og ligger inde i Gothersgade 14. Det startede jeg i 1971, og det har nu været der er 36 år.

Har du stadig noget med det at gøre.

Ja ja, det er en af mine venner, der kører det derinde

Stillede du op i konkurrencer?

Nej, først ville jeg jo have mit eget vægttræningssted, så det vi gjorde, var ikke decideret bodybuilding. Det var sådan ‘at blive store og stærke’. Og via det, fandt jeg sammen med en af mine kammerater, som var karatekonge herhjemme.

Han hedder Jørgen Buller Larsen, og han startede jiu-jitsu og judo og shotokan-karate, og var en guru i karate. Vi fik så i min klub – Sporting Health Club – også karate, og på et tidspunkt ansatte vi verdensmesteren i karate, der hed Tanaka, så da jeg var 30 år, besluttede jeg mig for at starte med karate, for der var jeg en ordentlig kran, og havde brugt 12-13 år på at blive den største og den stærkeste, hvilket jeg var.

Men så blev karate en udfordring, og ved de første gradueringer, der sad alle sådan og gemte sig, når jeg skulle gøre noget.

Jeg kunne dårligt sparke en muldvarp i hovedet, men på to år og tre måneder – og specielt under Tanakas træning… Jeg trænede med ham hver dag, og han brugte mig som en boksebold, fordi jeg var en ordentlig høved, så han kunne rigtigt øve sig på mig – det gjorde, at jeg blev sort bælte på to år og tre måneder.

Hvad er normalt?

Det tager en tre-fire år normalt. Som 33-årig, der var jeg sort-bælte.

Og i denne her periode, der levede du af at drive…

Sporting Health Club. Det var min drøm helt fra før, jeg skulle ind til militæret, der havde jeg tre måneder på Burmeister og Wayne, fordi jeg var maskinarbejder. Så der var jeg tre måneder efter skolen og så militæret.

Da arbejdede jeg så ude på Refshaleøen. Sejlede ud hver dag og stemplede ind, og stod i et lokale, hvor der havde været nogen i 30 år. Og lavede deres ting. De samme ting. Det var det mest forfærdelige, der nogensinde er sket i mit liv. At være der i tre måneder. Jeg følte mig som en tugthusfange.

Klokken fire, så ringede klokken, og så løb de alle sammen som ud af et fængsel, og der sagde jeg til mig selv: Jeg skulle aldrig nogensinde arbejde for nogen mere. Aldrig! Jeg vil kun arbejde for mig selv. Og så røg jeg til Grønland et stykke tid, og lavede lidt penge, og så startede jeg kort efter der mit eget sted.

Hvad lavede du i Grønland?

Der arbejdede jeg på en radarstation.

[...]

Det du lige sagde, er det sådan et eksempel på den overfladiskhed, der er i Hollywood?

Der er jo altid det der How are you? Have a nice day, see you soon, you look fantastic, I love you..

Er det overfladisk, eller er det bare noget vi i Danmark tror de er?

Det er død dejligt at høre et kompliment, og det er sådan en ting, jeg har lært. Jeg kan godt lide at give et kompliment, fordi jeg elsker at få komplimenter selv.

Du er også god til at give dem…

Selvom jeg altid er genert, når jeg får dem, og altid vasker dem væk med en vittighed… jeg kan ikke lide det, jeg bliver genert over det. Men inderst inde er det jo dejligt.

Så bliver man glad.

Så det var en af de ting, jeg besluttede mig for, da jeg kom til Amerika, at jeg ville være et bedre menneske. Jeg ville give komplimenter i stedet for at kritisere.

Det var allerede, da du tog af sted?

Det var noget, jeg sad og sagde i flyveren: Nu har du en chance Sven for at holde op med at bande og prutte, og hvad du ellers gjorde. Slå på andre mennesker, måske. Råbe og skrige [...] Men stadigvæk, hvis jeg bruger kritik, så er det altid konstruktivt, så det er ligesom et skjult kompliment. Men generelt kan jeg godt lide at give et kompliment. Ikke for komplimentets skyld selv, men…. Du har flotte skuldre.

He he… tak.

Da jeg så dig første gang, ville jeg ikke bare sådan buse ud og sige det til dig, så du tror, jeg er en idiot, ik… eller bøsse, eller hva’ fa’en… men det slog mig. Hold kæft, han har flotte skuldre mand! [...] Det er ikke noget påtaget, men det er baseret på beslutningen om, at man skal behandle andre, som man gerne kan lide at blive behandlet. Så kan man… You can only be a preacher, if you have been a sinner. Før i tiden, der pillede jeg folk ned, at ‘du ligner jo en idiot mand’, ‘hvad med de åndssvage tænder du har?’ eller sådan noget…

[...]

Skal du bo i Hollywood for evigt?

Narj.

Hvornår kommer du hjem?

Ja, jeg… du ved, man bruger altid det udtryk, at når jeg bliver gammel, så vil jeg gøre sådan og sådan. For mig at blive gammel, det er, at man ikke kan se, man kan ikke høre, man kan ikke lugte, og man kan ikke bevæge sig. Så er man gammel. Og der er jeg slet ikke endnu. Jeg kan stadigvæk, se, lugte høre og bevæge mig, ik. Men når jeg bliver gammel – quote/unquote – hvor andre mennesker måske skal tage sig af mig, så tror jeg nok, at jeg vil bo i Danmark.

Ok. Hvorfor?

Fordi jeg tror, at hvis man har været sød og fået venner og sådan noget, så tror jeg kun, man kan finde dem i et land som Danmark. Det er svært at finde i Amerika. Så når man endelig behøver hjælp, så får man hjælp fra nogen der mener det i stedet for nogen, der bare har et job, fordi det værste det ville være for både dig og mig – specielt som idrætsfolk – at sidde i en rullestol og be’ om at gå på toilettet, og så bliver der sagt: “det har jeg altså ikke tid til nu, du må lige vente ti minutter”.

Havde man nu været sød, så kunne det være, at personen havde sagt ja.

Så den dag du ikke kan fungere, og ikke klare dig selv så vil du gerne hjem?

Ja. Det tror jeg nok. Jeg kunne ikke forestille mig at blive gammel – quote/unquote…

Så du skal ikke dø i Hollywood?

Øh, det kan være jeg gør det, ha ha…

Ja, Ha ha

[...]

Jeg tror, sådan noget med at blive gammel… det bedste sted i verden, det er nok Danmark. Det er jeg sikker på.

Hvad er det fedeste ved at være derovre? [

Når du vågner op, og solen skinner. Det kan du ikke slå. Det er fantastisk. Det er mit liv. Det er derfor, I bliver depressive. Selv den dag der kommer skyer i Los Angeles - det gør der jo. Der kommer også regn - det er jo ikke Paradis, der er jo også realiteter. Når skyerne så kommer, så synker skuldrene lidt, og hovedet kommer ned med skuldrene...

Gør det det for dig?

Ja. Jeg tror at vi danskere er meget afhængige af solen, fordi så snart solen skinner, selvom det er snestorm, så sidder vi ude og tager skjorten af. Og en af de største forretninger herhjemme om vinteren, er jo de der solarier, som er dødsfælder. Det er jo helt sindssygt, at folk gør det.

At solen skinner. Det er Guds gave. Uden sol, så er der ikke noget liv.

[...]

Hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg har et par projekter, som jeg gerne vil føre ud i livet. Et af dem bliver kaldt ‘the prince of farietales’. Det er omkring H.C. Andersen.

Jeg er meget stor H.C. Andersen-fan og har vel omkring 200 af hans bøger, der er skrevet af ham selv, eller andre mennesker. Og har arbejdet i mange år på det her projekt – inklusiv en gentleman herhjemmefra, der hed Just Betzer, som var Oscarvindende producer på ‘Babettes Feast’.

Han døde desværre, begik selvmord. Men det er et projekt, der står mig meget tæt til hjertet. Som jeg godt vil lave til en film, og vise hvem den store H.C. Andersen egentlig var.

The prince of farietales har egentlig en dobbeltbetydning. Jeg mener jo, at han var søn af vores konge den gang….