Henrik Skovgaard – Star Session: “Jeg hader politisk korrekthed” ….”Paris Hilton er en ko”

Henrik Skovgaard er uden sammenligning den nyhedsoplæser, der har flest udsendelser på samvittigheden. En overskudstramt tilgang til nyhederne gør ham pt. til Danmarks mest rock *n* rollede nyhedsvært. Han er netop startet på TV2 Sport, men han lover at komme tilbage.

Fotograf: Thomas Fryd Make Up: Thomas Bickham Interviewer: Nikolai Nalu Location: Kvægtorvet, TV2 Styling: Nikolai Nalu Streetwear fra: Flavour Transkribering: Stine Thomsen

Læs uddrag fra det store interviev med Henrik Skovgaard nedenfor:

Vi sidder her på Kvægtorvet på TV2 i Odense med Henrik Skovgaard  – velkommen til. Den uofficielle danmarksmester i antal nyhedsoplæsninger. Er det rigtigt?

Det kan ikke være uofficielt, hvis man foretager en matematisk optælling. Så vil jeg vædde med, at jeg har en danmarksrekord i antal nyhedsudsendelser. Nu har jeg selv lysteligt talt det sammen, både de store hele udsendelser og de små korte halve, men hvis man tager hele lortet med, så rammer vi i talende stund, noget der ligner 8000 udsendelser. Der ikke nogen andre, der kommer i nærheden i det. Der er selvfølgelig Jes Dorph, men han har selv overgivet sig og erkendt, at jeg har rekorden. Han ville simpelthen selv gerne have den rekord, vi har sådan en lille konkurrence kørende. Ha ha ha. Og det er altså kun de sidste otte år på TV2.

Er du Danmarks bedste nyhedsoplæser?
Nej, det er jeg fandme ikke. For det kan man ikke måle, hvad er det? Hvis du spørger mig, får du ikke at vide, hvem jeg synes, der er den fedeste. For det første er det fuldstændig ligegyldigt, og for det andet er jeg den sidste, der skal svare på, om jeg er den bedste eller om Jes Dorph er den bedste. Det er jo en fuldstændig subjektiv ting for den seer, der sidder og kikker på det. Der er hundredvis der i dag er nyhedsoplæsere. Det kan man ikke lave en konkurrence ud af, men man kan hurtigt fornemme, om seerne synes, det er okay, det du laver. Men når der kommer nogen hen til mig og siger, det er godt, det du laver, må man tænke på, hvad alle dem der ikke kommer hen og klapper dig på ryggen tænker. Er det fordi de synes, du er et dumt svin? Men man kan jo ikke please alle.

[…]

Det er vel vigtigt, hvem der sidder ved roret?
Det er vigtigt fra stationens side, hvem der er værter – det er sgu vigtigt. Nu sidder jeg igen og taler min egen position op, som om det er noget, der er pisse vigtigt. For at undgå at jeg går hen og bliver så pisse vigtig, så jeg bliver selvfed, prøver jeg altid at være ydmyg i forhold til det, der foregår bag mig – dem der trykker på knapperne, og dem der laver indslagene. Man skal sgu tage sig selv i nakken, så man ikke begynder at svæve på et tidspunkt og tro, man er Guds gave til menneskeheden, bare fordi man sidder der og rabler nogle ord af sig. For det er hårdt arbejde.

Er det stress?
Ja, det er det nok de første fem til seks år, men så lægger det sig. Ej, jeg er blevet så meget sovset ind i morgen, og den måde vi gør det på. Hvis jeg kan se, at tingene går hen og bliver stresset, så ved jeg, hvornår jeg skal træde på bremsen, og hvornår jeg skal træde på speederen, jeg kan tage det med ro når det tillades i produktionen. Selvfølgelig er det stress, men man lærer jo at håndtere det. Der er også gået mode i det der stress. Altså hvis folk har det lidt skidt så, ’ej, jeg har stress.’ Alt er bare blevet sådan ’stress’ i dag. Nej, knald på og adrenalin og det pumper rundt og det er skide sjovt.

[…]

Når du sidder og spørger folk, hvor meget af det har du så selv skrevet – du sidder ikke bare og læser op vel?
Nej, jeg laver oftest mine egne lines. Så kan det godt være, at noget der er linet op, er skrevet ind i vores dagbog – vinklen er det og det, og at jeg kan spørge om det og det. Men det er mig selv, der producerer det. Men nogle gange er der så meget pres på, at jeg siger til redaktionssekretæren, som jo er hærføreren på den udsendelsesrække vi har om morgenen, ’ved du hvad, jeg har så skide travlt, jeg kan ikke nå det, kan du ikke udtænke nogle spørgsmål, så jeg har noget at forholde mig til.’ Uden at være opblæser – altså opblæser – så sætter jeg en ære i også at forklare, at jeg altså også er journalist og udøver et journalistisk stykke håndværk, og det ligger primært i live-udsendelserne.

Tror du godt folk ved det?
Det ved jeg ikke, men det skal de vel egentlig heller ikke, de skal bare æde produktet, når det kommer. De skal ikke spekulere på hvordan jeg gør det, men bare tage imod. De skal ikke sidde og tænke på ’ej, hvor har han haft travlt.’

En af grundene til at vi valgte at interviewe dig er netop, at du skiller dig ud, og på mig virker det som om, at du har en ambition om at være forgangsmand inden for dit fag. Du taler lidt hurtigere og lidt sjovere og fortæller nogle jokes. Du virker lidt amerikansk. Og du er en af grundende til, at jeg gider se nyhederne mere end før. Er det et tilfælde, eller har du de der ambitioner om ’kom nu Danmark, nu skal vi fandme op i tempo og være lidt kække,’ eller er det bare tilfældigt?
Jamen hvis det ér sådan, som du siger, så er det et lykkeligt sammentræf af, at det jeg godt kan lide at gøre, det kan du godt lide at se på. Det er sikkert nogen, der synes det er forfærdeligt med ham der, han er lidt for kæk. Men jeg har hørt det før med den amerikanske aura, det har jeg hørt andre sige, at jeg har noget i den stil. Jeg har en god kollega, som havde besøg af en amerikansk ven, som ikke forstod en skid dansk, men han så nyhederne og sagde, ’hey he’s got that, that kind of feeling, I don’t know what, but…’ Han kunne i hvert fald genkende noget hjemmefra, om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke.

[…]

Hvad hvis du kikker på udlandet, er der så nogle fra CNN du synes er cool (idoler)?
Nej, det har jeg ikke. Men jeg synes David Letterman, det er en anden rolle, og det er ikke nyheder, men han er suveræn. Han har lavet det program så mange år, og han opfinder sig selv hver aften. Det er dybt imponerende, at han kan blive ved. Jeg ved godt, han får en kæmpe hyre, så kan det godt være, man kan. Det som han laver, og det jeg laver, er jo ligesom en komiker, for det handler om timing. Timing er ufattelig vigtig i den her sammenhæng. Jeg blev meget glad for nylig da Michael Kamper stoppede, så holdte vi en middag, og da han holdte tale, sagde han til mig, ’og Henrik, pausens mester.’ Lige det der med at holde en pause, det synes han åbenbart jeg er god til. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det blev jeg sgu glad for at høre, for hvis man kan kommunikerer ved at holde kæft, så er man kommet langt ik?

Har der været nogle gange, hvor du har tænkt, ’ej, ham der ham tør jeg sgu ikke snakke med og så live på TV,. Tænker du, ’Åh åh, nu bliver jeg sgu nervøs,’ hvis nu det er statsministeren eller en hotshot’?
Jo jo, det er klart, at hvis det er statsministeren. Men han vælger jo med omhu, hvornår han skal gå på ikke. Men det med at være nervøs, altså, jo det kriller lidt ekstra, hvis det er statsministeren, men det sætter mig ikke mat, det gør det bare mere spændende. Der er ikke mere eller mindre respekt, fordi det er statsministeren.

[…]

Har du nogen ambitioner på fagets vegne, hvis nu det var dig, der sad på toppen af kransekagen?
Ja jeg kunne godt tænke mig, at vi havde lidt mindre lemming-effekt.

Hvad er det?
Jamen det er, når en eller anden historie bliver søsat i et medie, og at vi så alle smider, hvad vi har i hænderne og løber efter den historie og dyrker den i evigheder. I stedet for at vi var dem, der sagde ’den gider vi ikke løbe efter, vi finder vores egen historie.’ Det er ikke kun os, det er alle medierne, der pisker efter den historie. Det er lemmingerne, der vandre mod havet, og kaster sig ud i det, det er lemming-effekten. Det kan jeg godt være lidt træt af. Det gør vi også på morgen, det ved jeg godt. Og vi har jo heller ikke ressourcer til at finde historier, der kan fælde en minister hver anden dag.

Men er det ikke fordi historien er vigtig nok?
Jo, men der er måske nogle historier vi glemmer at lave. Man kunne jo sige, nu skal der nedlægges en skadestue eller et hospital, WOW. Men grundlæggende kunne man tænke på, hvor mange der er hjemløse, de er der sgu da stadig. Jeg synes, det er fedt, når vi kan skabe en debat omkring, hvordan vi behandler vores psykisk syge, den sag som vi kørte op. Der så vi også en lemming-effekt. Men der var nogen, der tog fat i noget, som man normalt ikke tænker på. Lige pludselig blev det afsløret, at der var noget, der skulle kikkes efter i sømmene. Det er pisse godt gået. Man kommer ind på et område, som normalt ikke bliver berørt i nyhedsstrømme. Hvor det normalt handler om ’soldater hjem fra Irak – ’nej, vi skal blive,’ eller ’folkepensionisterne skal have mere varetilskud.’ Sådan nogle lidt lette ting, altså substansen er god nok, men jeg synes vi nogen gange glemmer de ting der virkelig betyder noget.

[…]

Du har på et tidspunkt sagt, at du hader politiks korrekthed.
Ja det gør jeg også

Hvad betyder det?
Politisk korrekthed er et tegn på, at man ikke har nogen nosser selv. Jeg synes, vi er blevet meget ens, vi er blevet et midtbanefolk. Vores grænser for hvor langt vi kan gå til siden, er snævret ind, vi er blevet meget smalle et eller andet sted. Hvis man kikker på det politiske liv, så det der forfærdelige ord, der hedder konsensus. Altså jeg troede demokrati var mangfoldighed, men nu skal man være inde på midten. Dem der har midterstemmerne, har magten. Tidligere tider, hvor vi havde kommunister, socialdemokrater, liberalister og konservative, var der ideologier, som satte nogle skel, og der var sgu et stykke vej mellem dem, men vi er blevet så homogene i samfundet, at vi alle klumper sammen inde på midten. Det er blevet lidt gråt og kedeligt. […] Politisk korrekthed det er jo også øh… Jeg er selv ryger for eksempel.

Hvordan har du det med det?
Det har jeg det skide dårligt med, fordi jeg ved godt, det er forkert. Jeg fører en mange-fronts-krig. Jeg har blandt andet en front derhjemme, min bedre halvdel, min kone, som ikke er ryger, og som fuldstændig har ret, når hun siger, ’du skal ryge udenfor, ‘ og det gør jeg også. Nu har vi fået en datter, og så siger hun ’du burde helt holde op, ‘ ’ja, det ved jeg godt, det ved jeg godt.’ Det samme mantra hører jeg herinde, hvor vi bliver skubbet helt ud, altså vi står udenfor og ryger. Men jeg har også hørt på et tidspunkt, at man bedømmer demokrati på, hvordan man behandler mindretallet. Jeg synes nogen gange, der går lidt heksejagt i det, fordi det er politiks korrekt, ikke at ryge. ’Ja, det ved jeg godt.’ Vi er nærmest stigmatiseret og dæmoniseret. Jeg kunne være lige så harm og sige, jeg gider ikke se på alle de, der løber kondiløb inde midt i byen om morgen i de der grimme dragter og de der løbesko – gider i holde op? Men det hjælper jo ikke noget, fordi jeg er i mindretal.

Jeg kan godt se din pointe, men det ligger vel i argumentet med, at det generer andre og det er sundhedsskadeligt.
Den æder jeg lige med det sammen. Men jeg behøver vel ikke at blive trampet på, mens jeg fordærver mig selv. Alle må jo i dag pege fingre af dem der ryger, det er jo social lavstatus at ryge i dag. Jeg vil bare nødigt stemples som storforbryder. Og det er ikke forbudt at ryge endnu, skulle jeg hilse at sige.

[…]

Hvad ville du lave, hvis du ikke var nyhedsoplæser?
Åhh for fanden mand, det er pres, du kommer med der. Nu har jeg kørt nogle forskellige løb, altså ræs. Hvis jeg kunne gør det til en levevej, ville det være sjovt, for jeg kan se, det ikke går så tosset med det, men jeg er blevet for gammel til det. Men noget konkurrence af en art.

Hvor gammel er du?
Jeg er 43. Men mine barndomsdrømme var sådan nogle barnlige drømme. Jeg ville enten være pilot, professionel fodboldspiller, meteorolog, journalist eller kok. Men den med kok fik jeg hurtigt slået ihjel, for min kære onkel var chefkok på et større hotel, hvor jeg var på ferie hver eneste sommer. Han arbejde om aftenen og i weekenderne og var træt, når han kom hjem. Det gad jeg sgu ikke. Pilot, jeg har staturen til det, om jeg har intellektet, ved jeg ikke. Men jeg har et problem, jeg fandt ud af, at jeg har usikker farvesans, ikke fordi jeg er farveblind. Men når man sidder med en fly til en halv milliard mellem fingeren, skal man helst kunne se, hvilken farve lamperne har på landingsbanen. Fodboldspiller, ja der var lidt for langt til træning, og jeg boede på landet, så det blev aldrig til noget. Meteorologi, jeg fandt ud af efter gymnasiet, at jeg skulle tage ekstra kemi og matematik, og det havde jeg sgu ikke lyst til på det tidspunkt. Og så blev det jo journalistikken. Men jeg synes kommunikation er fedt, det er derfor, jeg stadig sidder her. Jeg har svært ved at se, hvad fanden jeg ellers skulle kaste mig over. […] Men jeg er fascineret af rummet og videnskab. Videnskab synes jeg er skide interessant.

Du sagde tidligere, da vi snakkede, at i stedet for at se på Paris Hilton så ville du hellere se på National Geografic eller Discovery…
Det kan der ikke herske to holdninger om. En større nullitet i verden end Paris Hilton skal jeg lede længe efter. Jeg er så fuldstændig bedøvende ligeglad med, hvad hun har fået gjort ved sine bryster, eller om hun har lavet skandale på den og den bar, eller om hun har været sammen med Britney Spears. Herregud, hold kæft at bruge sin tid på sådan noget. Jeg gider simpelthen ikke spilde min tid på den ko. Så giv mig noget National Geografic, Discovery, en fed temaaften på DR2 eller en knaldhård dokumenter på TV2 eller DR, eller et fedt underholdningsshow jeg skal jo også slappe af ik. Men Paris Hilton, are you kidding me. Har lyst til at sparke dig over knæet – dejligt lige at komme af med det. Nu har jeg hele TV2 gossip på nakken, når de har hørt det her.

Her til sidst hvad er det mest rock’n’roll du har gjort?
Åhh hold kæft, det får du ikke at vide. Åhhh, det mest Rock’n’rollede jeg har gjort? Uha uha uha, det kan være da jeg første gang drak det meste af en kasse paderborner uden at gå under, det kunne være det. […] Det mest rock’n’rollede det synes jeg, er svært. Jeg synes for eksempel det er sejt, at køre nogle ræs, og komme ind uden at have forudsætning for egentlig at køre ræs – jeg har kun kørt sådan noget go-cart ik, ikke på bane før. Men så komme ind, og tvære hele banden. Inklusiv Uffe Holm. No offence Uffe, det er skide sjovt, jeg elsker at køre mod dig. Det synes jeg, var rock’n’roll. Jeg synes også det var rock’n’roll, kun at være 20 år, og så komme ind på journalistskolen i første huk. Jeg kom jo fra landet og de andre deroppe, ’hold op, hvor var de smarte.’ Jeg gjorde noget, jeg ikke selv havde regnet med, jeg tog kampen op. Meget af det jeg har gjort, har jeg gjort fordi, ’nu skal jeg satme vise dem’. Det har ligesom været et brændstof for mig.

Jamen cool. Jeg vil sige tusind tak fordi, du ville deltage.
Jamen fornøjelsen var på begge sider. Og billederne – jeg er blevet lokket til det hele.

Nå ja, det skulle vi have snakket om. Var det for grænseoverskridende?
Nej, jeg synes det var fedt. Jeg elsker, at der er nogen, der har en ide med det, der skal laves.

[…]

Der er en ting, jeg lige bliver nødt til at tilføje. Du har meget overskud, når du er på skærmen, er der nogle rygter, der siger. Hvis du for eksempel får nogle beskeder ind på sms eller lignende, så kan det godt være, at du svarer selvom du er on air. Er det hemmeligt?

Nej nej, det er ikke hemmeligt. Det er sgu da rigtigt nok. Det tidspunkt på en morgen, hvor jeg slapper mest af, og hvor jeg hygger mig mest og har det sjovest og bedst, er når vi sender og er på. Og hvis jeg kan mærke, at udsendelsen klapper, og tingene er på plads. Så er jeg så skide nysgerrig, så hvis jeg lige får en lille besked, så kikker jeg lige og skriver tilbage. Det kan man godt. Jeg gjorde det engang til Jes Dorph, så skrev han tilbage ’du kan sgu da ikke sms’e under en udsendelse, du er gal i hovedet.’ Men sværere er det altså ikke, det vi laver. Men skidt for sig og snot for sig, og hvis udsendelsen hænger i laser, så kunne jeg aldrig finde på at gøre det.